Tørrende olier, f.eks. linolie, der også anvendes i naturfarver, tørrer ved en reaktion med luftens ilt.  På grund af deres tørreegenskab har de fra gammel tid været anvendt som bindemiddel til farver. Desværre er tørreprocessen relativt langvarig ved rene olier; ren linoliemaling er ved stuetemperatur og en relativ luftfugtighed på 50 % først berøringstør efter to til fire uger. For at reducere den tid, der er nødvendig for at produktet bliver støvtørt, til et for den praktiske anvendelse acceptabelt tidsrum, er det nødvendigt at tilsætte tørrestoffer. Forbindelser af visse metaller med organiske syrer – såkaldte metalsæber – er velegnede som tørrestoffer. Det drejer sig om ikke-vandopløselige, ikke-flygtige (altså heller ikke gasafgivende) forbindelser, der minder om den velkendte kalksæbe, der dannes med hårdt vand af sæbe. Disse er fast integreret i den tørrede farve- eller lakfilm. Desværre er det kun få metalsæber, der er egnede som tørrestoffer; ovennævnte kalksæbe er f.eks.næsten helt uden virkning og er kun egnet som hjælpetørremiddel inden for snævre rammer. Ved konventionelle lakker og farver var særdeles giftige blyforbindelser almindelige som tørrestoffer helt ind i 1980erne. Bly som tørremetal havde en relativt ringe effekt og krævede anvendelse af store koncentrationer; en konventionel linoliefernis kunne således bestå af op til 3 % bly [1]. Da udviklingen af de moderne naturfarver begyndte i starten af 1970erne, var det en selvfølgelighed, at anvendelse af blyforbindelser ikke kunne komme på tale. Man måtte søge efter et alternativ, og det blev fundet med kobolt. Det viste sig at være særdeles effektivt, således at den anvendte mængde af tørremetal kunne reduceres med en faktor på op til 100. For øjeblikket findes der ingen alternativer til kobolt. Man kender ganske vist andre tørremetaller som f.eks. cer, jern eller mangan, men med disse er det ikke muligt at opnå de korte tørretider, der i dag kræves af markedet; man skulle være villig til at acceptere tørretider (støvtørhed) på ca. 8 – 12 timer samt tydelige og meget mørke misfarvninger af især lys eller hvid maling. I dag ville kobolt kun kunne undværes, hvis et bredt flertal af vores kunder ville acceptere disse ulemper.

Kobolt som essentielt sporelement Kobolt er et relativt sjældent element, som imidlertid er meget udbredt i naturen. Således indeholder f.eks. de fleste marker og enge spor af kobolt. Også menneskekroppen indeholder i gennemsnit ca.  2 mg kobolt; den daglige indtagelse i føden udgør ca. 50 mikrogram/dag [2]. Kobolt er et essentielt sporelement for både dyrenes og menneskenes organisme. F.eks. har drøvtyggere brug for kobolt, så der kan dannes vitamin B12 gennem bakterier i maven. I koboltfattige områder kan der forekomme mangelsygdomme; for at undgå disse, er koboltgødning [3,4] og koboltholdige tilsætningsstoffer til foderet [5] tilladt i EU. Hos mennesker kan mangel på det koboltholdige vitamin B12 føre til forstyrrelse i dannelsen af røde blodlegemer samt nervesygdomme (perniciøs anæmi). Det daglige behov udgør 3 mikrogram vitamin B12 (svarende til 0,1 mikrogram kobolt); overdoseringsfænomener kendes ikke [6].

Er kobolt kræftfremkaldende? Koboltforbindelser er ikke det samme som kobolttørrestof, og „mulig kræftfremkaldende“ er ikke det samme som „kræftfremkaldende“. Alene det ovenfor anførte eksempel med det livsvigtige vitamin B12 viser, at det ikke kan være rigtigt at sidestille ”kobolt” og ”kræftfremkaldende“. Vi kunne her gøre det nemt for os selv og blot henvise til, at kobolttørrestoffer udtrykkeligt er undtaget som mulig kræftfremkaldende i den samlede liste over kræftfremkaldende stoffer („CMR-liste“) fra Bundesanstalt für Arbeitsschutz und Arbeitsmedizin (BAuA) [8]. Men vi vil i stedet foretage en differentieret betragtning.

Hvad betyder ”kræftfremkaldende”, og ”mulig kræftfremkaldende”? Følgende definitioner findes i Rådets direktiv om farlige stoffer [7]. Ifølge dette inddeles carcinogen og mulig carcinogen i tre kategorier: Kategori 1 (kræftfremkaldende): ”Stoffer, der vides at fremkalde kræft hos mennesket. Der foreligger tilstrækkelige beviser for en årsagssammenhæng mellem menneskets udsættelse for stoffet og udvikling af kræft”. Til denne kategori hører f.eks. stoffer som benzol, asbest, vandopløselige nikkelsalte [8], ege- og bøgetræsstøv [9]. Kategori 2 (sandsynligvis kræftfremkaldende): ”Stoffer, der bør anses for at fremkalde kræft hos mennesket. Der foreligger tilstrækkelige beviser til at nære stærk formodning om, at stoffets påvirkning af mennesker kan fremkalde kræft, generelt på grundlag af: - egnede langtidsforsøg i dyr - andre relevante oplysninger”. Til denne kategori hører f.eks. vandopløselige koboltsalte [8]. Kategori 3 (mulig kræftfremkaldende): ”Stoffer, der giver anledning til betænkelighed, da de muligvis kan fremkalde kræft hos mennesket, men for hvilke der ikke foreligger tilstrækkelige oplysninger til at foretage en tilfredsstillende vurdering. Der er visse tegn fra relevante dyreforsøg, men disse er utilstrækkelige til at placere dem i kategori 2”. Til denne kategori hører f.eks. metallisk nikkel, der er meget udbredt som modesmykker og til euro-mønter, samt træstøv (undtagen hårdttræsstøv, som hører til kategori 1). Metallisk kobolt samt sværtopløselige koboltforbindelser kun, såfremt de findes i biotilgængelig form som fint støv, der kan indåndes [8]. Kobolttørrestoffer er udtrykkeligt helt undtaget i [8] – der findes ingen konkrete tegn på, at de bør betragtes som mulig kræftfremkaldende. Vi har således følgende billede: Kobolttørrestoffer er efter den nuværende videnskabelige viden ikke ”mulig kræftfremkaldende“! Hvis man ønsker at beskytte sig yderligere – på grundlag af mistanken om en mistanke – så skal man gøre det, som man under alle omstændigheder bør gøre ved slibning af træoverflader: Sørge for ikke at indånde støvet. Öko-Test skrev f.eks. i Ratgeber Bauen, Wohnen, Renovieren [10]: ”Tungmetallet kobolt findes i næsten alle produkter, for ved hjælp af tørrestoffer med kobolt kan olie og voks tørre på få timer. Koboltstøv, der fremkommer ved slibning, anses for kræftfremkaldende. Men alligevel vil vi ikke nedvurdere kobolt, da rent træstøv jo også anses for mulig kræftfremkaldende, således at man under alle omstændigheder skal bære åndedrætsværn ved slibning“. Selvom kategorierne ”kræftfremkaldende” og ”mulig kræftfremkaldende” her åbenbart er anvendt forkert – rådet om at bære åndedrætsværn ved slibning tilslutter vi os gerne.

[1] Felix Fritz, Leinöl-Tücken, Wissenschaftliche Verlagsgesellschaft Stuttgart 1951, side 84. [2] Römpps Chemie-Lexikon, 8. oplag 1981, side 784. [3] Rådets direktiv 89/530/EØF [4] Dr. Hans Marten Paulsen, Mikronährstoffe und nützliche Elemente im Biolandbau. http://www.fal.de/nn_787874/SharedDocs/01__PB/DE/Downloads/Naehrstofftage/Mikro- Tag/Mikro-Tag-download-9,templateId=raw,property=publicationFile.pdf/Mikro-Tagdownload- 9.pdf [5] Rådets direktiv 70/524/EØF ec.europa.eu/food/food/animalnutrition/feedadditives/c_50_de.pdf [6] Deutsche Gesellschaft für Ernährung e.V., Reference Values for Nutrient Intake, side 113 http://www.dge.de/pdf/ws/ReferenceValues.pdf [7] Rådets direktiv 67/548/EØF, bilag VI, afsnit 4.2.1 http://www.baua.de/nn_12288/de/Themen-von-A-Z/Gefahrstoffe/Rechtstexte/pdf/RL-67-548-EWG-Anhang-VI.pdf [8] CMR-liste http://www.baua.de/nn_5846/sid_02337F05B06AE51931F38B93FFCB8232/de/Themen-von- A-Z/Gefahrstoffe/Einstufung-und-Kennzeichnung/pdf/CMR-Gesamtliste.pdf [9] TRGS 553 Træstøv http://www.baua.de/nn_16756/de/Themen-von-A-Z/Gefahrstoffe/TRGS/pdf/TRGS-553.pdf? [10] Öko-Test Ratgeber Bauen, Wohnen Renovieren 7:2005 http://www.oekotest.de/cgi/at/hinfo.cgi?heftnr=N0501 --------------- AURO/ Ge. 7.9.08